Han begik op mod 400 indbrud uden en snert af dårlig samvittighed – her er tyvens råd til at undgå ubudne gæster

Der var mørkt i huset – bortset fra lyskeglen fra lommelygten. Vinterkulden havde lagt sommerhusområdet i Sønderjylland øde hen. Daniel Iversen hæftede sig ved, at huset var varmt, og at kraftig tobaksrøg hang i luften. Det er »underligt«, tænkte indbrudstyven. Gennem et vindue var han kommet ind i stuen. Til venstre for ham stod en dør åben. Han trådte ind og lod forsigtigt lyskeglen glide hen over gulvet, indtil den mødte en seng. I sengen lå en sovende mand. Daniel Iversens lysstråle ramte ham midt på munden. Med galopperende puls gik han baglæns, kravlede ud gennem vinduet, som han kom ind ad, og satte det på plads i rammen. Som om han aldrig nogensinde havde været der. »Det er måske de færreste, der har lyst til at stå ansigt til ansigt med en indbrudstyv. Men tro mig, det er også det, en indbrudstyv frygter mest. I hvert fald for mit vedkommende,« siger han. Næsten 400 indbrud og to fængselsdomme blev det til for 29-årige Daniel Iversen. Nu lærer han i stedet helt almindelige danskere at tænke som en tyv – det gør han som »ekspert«, hvis erfaringer TrygFonden trækker på. I denne artikel kan du læse Daniel Iversens bedste råd til at undgå ubudne gæster – råd, som bygger på hans talrige erfaringer med indbrud. De begyndte med en konkurs og sluttede med en ulykke. Fingrene i andres kagedåser Før Daniel Iversen blev en ung mand med fingrene alt for langt nede i hårde stoffer og andres kagedåser, var han en sønderjysk teenager med kæreste og eget firma. Han var 20 år, da firmaet gik konkurs. »Lige så stille faldt alting fra hinanden. Jeg stod tilbage med en stor gæld og begyndte at drukne mig selv i stoffer. Så gik min kæreste og jeg fra hinanden, og jeg faldt endnu længere ned i mit misbrug.« På nogenlunde samme tidspunkt fik han nye bekendtskaber. »Jeg så, hvor mange penge de kom hjem med, når de havde været ude at stjæle. Hold da kæft mand, tænkte jeg. Er det virkelig ikke sværere?« husker Daniel Iversen. »Det blev ligesom startskuddet.« Blandt hans nærmeste var næsten ingen klar over, at Daniel Iversen i årevis gjorde karriere som indbrudstyv. Måske lige med undtagelse af hans mor. »Hun er min mor, og hun er ikke dum. Hun kan se, når jeg lyver, og hun har altid fortalt mig, hvad der var det rette at gøre,« siger han. »Jeg vidste jo godt, hvad der var rigtigt og forkert. Jeg havde bare ikke lyst til at gøre de ting, som var de rigtige.« Smykker, guld, ure og kontanter Sommetider var det tilfældigt, hvor Daniel Iversen brød ind. Andre gange var villaerne og parcelhusene blevet udset på forhånd. »Vi brugte ejendomsmæglernes hjemmesider rigtig meget. Der kunne man tit se, at der stod seks Y-stole eller et Piet Hein-bord i spisestuen,« siger han. »Andre gange så vi på det, folk havde delt på sociale medier. Nogen var måske på ferie, nogen havde en lampe til salg, nogen havde lige købt den lampe. Det var sådan noget, de blev valgt ud fra.« Udover danske designmøbler, der altid kan sælges videre til en høj pris, var det ofte størrelsen på genstandene, der afgjorde, om Daniel Iversen tog dem med. »Smykker, guld, ure og kontanter. Et anlæg, en Playstation eller et fjernsyn, hvis der var plads i bilen,« siger han. »Min makker og jeg havde altid nogle hælere, der fortalte os, hvad de ledte efter. Det var nærmest en bestillingsliste.« En klump i halsen Under sidste varetægtsfængsling spurgte en betjent, om Daniel Iversen kunne tænke sig at dele ud af sine talrige erfaringer for TrygFondens indbrudsindsats, når han kom ud. Han sagde ja, men mest for at lukke munden på betjenten. Det var da også noget andet, som fik ham til at stoppe. »Min lillebror kørte sig selv ihjel i en trafikulykke. Lige med det samme vidste jeg, at det her, det skulle jeg ikke mere, for min mor havde kun mig tilbage,« siger han og tilføjer, at han kom i døgnbehandling for sit stofmisbrug, mens han afsonede resten af straffen. Det er tre år siden, Daniel Iversen blev løsladt. I dag er han stoffri og godt i gang med at uddanne sig til bygningsstruktør. Sideløbende holder han foredrag om, hvordan man bedst sikrer sit hjem. »Jeg vil gerne vise, at det er meget nemt at begå indbrud – alt for nemt.« Berlingske har de seneste dage beskrevet, hvordan indbrud i private hjem skaber frygt, mistillid og paranoia i hårdt ramte nordsjællandske boligkvarterer. Ofrenes følelser var ikke noget, Daniel Iversen skænkede en tanke. Havde du dårlig samvittighed? »Ikke det fjerneste. Jeg tænkte kun på mig selv og mine egne behov,« siger Daniel Iversen: »Men nu, hvor jeg har lagt det liv bag mig, kan jeg godt få en klump i halsen. Der er mange familier, som følte – og stadig føler – sig utrygge på grund af mig. Jeg kan jo aldrig give dem det, jeg har taget fra dem, tilbage. Jo en Playstation eller et fjernsyn, men ikke et arvestykke. Hvis jeg selv havde indbrud og fik stjålet sådan et, ville jeg blive knust. Så jo, jeg har dårlig samvittighed i dag.« Det kan være grænseoverskridende, at en fremmed har været inde i ens hjem, hvor det er meningen, at man skal være tryg. »Det kan jeg sagtens forstå. Jeg ville nok have det på samme måde. Det er ærgerligt, at jeg har været så kold i røven.« Tyvens bedste tips til at undgå indbrud Pas på, hvad du deler: »På sociale medier kan indbrudstyve følge med i, om du er på ferie, har en dyr lampe til salg eller lige har købt én.« Gør det svært at bryde ind: »Sørg for gode, solide låse, døre og sikrede vinduer.« Vær en nabohjælper: »Det fede ved Nabohjælp er, at der er flere øjne på vejene. Beboerne lægger mærke til personer, de ikke har set før, og de husker, hvordan man ser ud. For en tyv er der ingen grund til at udfordre skæbnen.« Larm: »Skalsikring og alarmer, der brager derudad, stresser tyven.« Kameraer skræmmer ikke: »Jeg tror, de giver en form for tryghed for beboerne, og de kan hjælpe med at identificere en tyv, der for eksempel har synlige tatoveringer – men altså, de har aldrig holdt mig tilbage. Jeg var altid maskeret, så man ikke kunne genkende mig.« En ting kan ikke stå alene: »Det hele, det virker – men det, der står på listen, kan ikke stå alene. Hvis du kombinerer dem, er du godt på vej. Det gælder om at forsinke tyven. Hvis det tager flere minutter at bryde et vindue op, mens alarmen larmer i baggrunden, og der er lys over det hele, så bliver tyven altså presset. For mig ville det betyde, at jeg gav op.« Det Kriminalpræventive Råd rådgiver om de mange indbrud, som dog rammer Danmark mindre hyppigt end for 10 til 15 år siden, men stadig oftere end de fleste andre europæiske lande. Robuste døre, låse og vinduer er de bedste steder at begynde, hvis man vil beskytte sig mod indbrud. Det saboterer indbrudstyvens første prioritet: At komme hurtigt ind og ud. Gode låse kan ikke dirkes op eller ikke bores ud, og nøglerne er svære at kopiere. En ekstra lås gør indbrud dobbelt så svært. Vinduer kan sikres med vindueslåse eller sikringsbeslag. Indbrudstyven går oftest efter genstande, som er lette at afsætte. Smykker, ure og kontanter er populære. Det samme er computere, tablets, tv- og fotoudstyr. En indlysende, men nødvendig anbefaling fra Det Kriminalpræventive Råd er, at værdifulde genstande aldrig må være synlige udefra. Samtidig kan nabohjælp ifølge rådet forhindre op imod hvert fjerde indbrud. Nabohjælps app er et godt sted at begynde med at hjælpe hinanden. https://www.berlingske.dk/samfund/han-begik-op-mod-400-indbrud-uden-en-snert-af-daarlig-samvittighed-her-er